Jeg fik for nogle dage siden en forespørgelse på at lave et pasfoto af en handicappet 25-årig pige, som ikke kunne forlade sit hjem, så det krævede en mobil fotograf.
Ikke at pasfoto er noget, jeg laver meget af, men da situationen var lidt speciel, lavede vi en aftale.
Dagen kom, hvor jeg skulle lave opgaven.
Det blev en mere rørende fotoopgave for mig, end jeg havde forventet.
Da jeg komme ind på pigens værelse og hilser på hendes mor, som var min kontaktperson, (da pigen hverken havde sprog eller anden form for kommunikation), bemærker jeg nogle billeder på væggen af en smuk model.
Lidt efter, da jeg er ved at tage billeder af pigen, fortæller pigens mor mig om billederne, som er af pigen, da hun var model for 5-6 år siden. Der går det op for mig, at det ikke er et medfødt handicap, og at pigens tilstand kun har været sådan i lidt over et år.
Det viste sig, at hun havde været en aktiv punkmusiker, kunstfotograf og tidligere fotomodel, men hun havde desværre fået det psykisk svært, og 3 måneder før, hun skulle have været færdig med sin Master på CBS, valgte hun at tage sit eget liv. Men hendes valg mislykkedes, og gav hende istedet en meget svær hjerneskade, og hun var nu endt i denne triste situation.
På et tidspunkt, hvor jeg sidder alene med hende, viser jeg hende de billeder, som jeg har printet af hende. Jeg får en form for reaktion, en hånd der rækker ud mod mig…. – om det var positivt eller negativt kunne jeg ikke aflæse. Men jeg tænkte, at der nok stadig er nogle tanker bag den “låste facade”, – nogle tanker, som ikke længer har mulighed for at blive udtrykt.
Jeg må sige, at dette rørte mig meget. Det føltes som at sidde med en person, der ikke var her mere, men som alligevel sad lige over for mig. Det var en meget rørende oplevelse for mig, og er glad for, jeg fik denne “lille” opgave, som berigede mig på en helt anden måde end de fleste andre fotoopgave normalt gør.
Godt at være mobil, både med studie og printer – “Have Printer – Will Travel”
